Andorra

Peter Ib Hansen - Event Konsulent
AF Peter Ib Hansen
Dato:17 feb, 2022

I 1976 droppede jeg ud af 3. g, fordi en sød pige jeg havde mødt på Mallorca i Påsken skrev, at hendes forældre var udenlands i en 3 ugers periode og hun skrev om ikke jeg kom og besøgte hende i Salamanca i Spanien?

Det var besnærende og lige den undskyldning jeg manglede for at droppe ud af gymnasiet, for jeg frygtede meget, jeg ikke ville bestå og få huen…

Hævede mine sidste SU penge (4.300 kr.) fik en Pitzner-auto bil, der skulle køres til Madrid og lagde en seddel på min fars spejlhylde i gangen og skrev: Jeg er taget til Spanien og kommer hjem om nogle måneder…

Jeg husker ikke, om jeg gav mor besked.

Jeg havde 3 fantastiske måneder i Salamanca med pigen på billedet, Bella…
Hun kunne fransk og spansk, intet engelsk og jeg kunne engelsk og det skolefransk jeg kunne og absolut ingen spansk.
Fingersprog virkede bedst.

Peter Ib Hansen - Event Konsulent

 

Nu skal de jo ikke handle om Salamanca, men om Andorra.

Jeg var så forelsket i pigen, hun var så smuk og hun tillod kun kys, holde i hånd og berøring af bryster og jeg var en håbefuld og lysten ung mand, der ikke sådan gav op.

Alligevel var pengene brugt op efter 3 måneder, på at bo og spise, og da der var 100 kr. tilbage og jeg skulle betale 70 kr. for den næste uge på el Hostal, så måtte jeg snige mig ind værtindens soveværelse om natten, stjæle mit pas og luske af i nattens mulm og mørke…

Afsted til togstationen og købe en billet så langt mod Danmark, som jeg kunne komme…

Det var til Lerida – mellem Madrid og og Barcelona.

Der stod jeg af, med min brune læderkuffert med træbøjler midt i Lerida. Ikke en krone på lommen og hvad nu? Ringe collect til mor, der ville alligevel gå en rum tid inden der kom penge… Så det droppede jeg, det ville også være en falliterklæring… Lidt stolthed var stadig i behold.

Birgitte-Ann hjemme fra vejen og 9 års folkeskole boede i Andorra. Jeg havde mødt hende og hendes indiske kæreste Munna og jeg vidste, at de var flyttet til Andorra, hvor Munna skulle arbejde i en elektronik butik for en rig inder, der hed Lucky i Andorra La Vella…

Det var mit mål, der kunne jeg få en seng og blive hjulpet videre til Danmark.

Jeg begyndte af afsøge mulighederne for at komme til Andorra. Ingen tog og uden penge, ingen bus.
Efter en længere vandring og adskillige samtaler, fandt jeg et trykkeri som skulle have aviser med en postbil, som ville komme kl. 06.00 den næste morgen og så køre til Andorra. De ville gerne næste morgen spørge chaufføren, om jeg kunne få et lift til Andorra La Vella.

De var søde, gav mig lidt penge til kaffe og mad og jeg begav mig ud i aftenen i Lerida.
Da den lille café, hvor jeg havde spist og drukket en øl lukkede, måtte jeg ned i den nærliggende park og finde en bænk.
Fliser, pinjetræer, det der underlige høje græs, den fugtige spanske duft og en masse flagermus der fløj ind og ud mellem træerne og alt for tæt på mig, for at fange de myg der syntes jeg var et attraktivt bytte. Jeg lagde jeg mig på bænken for at få lidt søvn.

Lige der, den nat, stort set uden søvn. Der var jeg det ensomste menneske i hele verden.
Alt så sort ud. Alt håb var ude.
Hvordan kunne jeg dog have været så dum at bruge alle pengene.
Så fandens katolsk, så fandens puritansk.
Uh, jeg havde det skidt. Uh, jeg havde ondt af mig selv.
Dybest nede vidste jeg jo godt, at alt var selvforskyldt…

Endelig blev klokken 05.00 på mit guldomega, som for øvrigt var billigt til salg, og jeg begav mig mod trykkeriet.

Klokken godt 6 kom postbilen og han accepterede at tage mig med til grænsen, han ville ikke have mig i bilen, når grænsen skulle krydses, for det forudså han ville give ham bøvl og han havde en tidsplan.

Det var fint, jeg var glad og på vej.

Efter en lang tavs bumletur på bjergveje, standsede han pludselig bilen og gjorde mig forståelig, at grænsen lå lige bag det nærmeste sving.

Jeg steg ud, han kørte videre.

Jeg hankede op i min kuffert og begav mig på gåben mod grænsen. Der var vel et par kilometer og da jeg var omkring 500 meter fra grænsen, kunne jeg se, en betjent kalde på sin kollega, pegede på mig og slap mig så ikke af syne, indtil jeg stod foran dem.

Jeg trak mit pas frem, de spurgte mig om, hvorfor jeg var gående, for det havde de aldrig oplevet før.
At turister kom gående til Andorra højt i Pyrenæerne, det var alligevel mistænkeligt.

Jeg forklarede, at jeg have fået et lift lidt af på vejen (sagde ikke noget om postbilen), da jeg ikke havde nogen penge… Naive mig. Jeg har siden lært, at penge er et must, når der skal krydses grænser.

De var ikke venligt stemt overfor mig. Jeg udgjorde faktisk et problem for dem. De kunne ikke lukke mig ind uden penge og de syntes heller ikke de kunne afvise mig. De frygtede, at en ung naiv, pengeløs turist styrtede i døden, efter afvisning ved grænsen…
De spekulerede hårdt.

Heldigvis spurgte en af dem om, hvilket ærinde, jeg havde i Andorra?
Jeg forklarede om min danske skolekammerat, der var indisk gift og kunne jeg bare komme ind til dem, så kunne de hjælpe mig videre hjem til Danmark.

Så ville de høre, hvad Munna hed til efternavn? Det anede jeg ikke!
Hvor han boede? Det anede jeg ikke!
Hans telefonnummer? Pas!
Hvor han arbejdede? Og her kunne jeg fortælle, at han var ansat i en elektronik butik i Andorra La Vella og arbejdede for Lucky.

LUCKY! Lucky gentog de i munden på hinanden og genkendelsens glæde kunne ses i deres øjne og et smil bredte sig på deres ansigter.

Un momento… Ikke mere snak. Ikke nogen forklaringer…
Herefter gik den ene betjent hen til en lige ankommet Tysk Mercedes og forklarede et ældre ægtepar, at jeg skulle have et lift ind til elektronik butikken på hovedgaden.

Det var ægteparret ikke meget for, men efter lidt palaver, blev bagdøren åbnet og efter endnu en tavs køretur, blev jeg sat af på hovedgaden og tæt på en elektronik butik.

Her gik jeg ind og spurgte om der arbejdede en ung fyr der hed Munna i butikken. Det gjorde der, men han arbejdede nu i deres sherry/portvinsbutik oppe i bjergene…

Fuck… Det var ved at blive eftermiddag og at finde et lift derop inden de lukkede, var nærmest umuligt.

Jeg forudså endnu en nat under åben himmel, oppe i bjergene og koldt ville det sikkert også blive. Ekspedienten må have set modløsheden brede sig i mit ansigt, for han forsvandt ind i et baglokale og hentede chefen frem.

Lucky. Lucky kom ud 2 meter høj, en næse der var enhver indianerhøvding værdig, kroget og kæmpestor. Alle mine tanker rumsterede omkring Fagin fra Oliver Twist. Han stak en næve frem og efter at have lyttet lidt til mig, forsvandt han, med orden ”Just a moment” om bagved igen.

Da han dukkede frem igen, rakte han mig et sæt nøgler med ordene: ”Her er nøgler til en rød Fiat 127, som holder her udenfor og den her nøgle er til en lille lejlighed, der ligger lige ovre på den anden side af floden. I ejendommen er der en restaurant. Her et 1000 pesetas, så få noget mad og en god nats søvn. I morgen kører du op og besøger Munna og Birgitte-Ann og så ses vi igen om et par dage”…

LUCKY… Som i very Lucky. Ham glemmer jeg aldrig. Han viste sig at være ham der kørte med klatten i Andorra.

Jeg har gennem hele mit liv oplevet, at når det ser sortest ud, så er hjælpen tættest.

Jeg spiste på restaurant, mødte et par danske piger, drak 10 øl og gik i seng med udsigt over byen og med flodens brusen lige nedenfor vinduet.

Næste dag kørte jeg til Pas de la Casa og mødte Munna og Birgitte-Ann.
I Bilen sad der ét kassettebånd. Tom Jones, Best of… med Deliah, Green green grass of home, Ring of fire og jeg kunne snart samtlige numre udenad 😊
De tog hjerteligt imod mig og havde været i telefonisk kontakt med Lucky, som havde sagt, at han havde et job til mig, så jeg kunne tjene penge til min rejse hjem til Danmark.

Lucky, for fanden altså?

Jeg besøgte Munna og Birgitte-Ann i deres hjem og det eneste jeg husker er, at der var en kæmpe lerklinet ovn i deres køkken.

Dagen efter var jeg tilbage i Androrra La Vella og Lucky gav mig det job, at jeg 2 x om ugen skulle køre til lufthavnen i Paris og hente indiske kvinder, som skulle familie sammenføres. Kørte i en stor Datsun limosine agtig bil og jeg tjente kassen. Havde jo fri bil og lejlighed.

Jeg levede livet i Andorra, så hver en bjergtop og spiste på hver en café i de små byer.

Munna og Birgitte-Ann var travle og jeg så stort set ikke noget til dem i de 2 en halv måned jeg var i Andorra. Det synes mærkeligt nu, 45 år senere, men der var nok en god grund. Jeg husker den ikke.

LUCKY – fanme et godt navn.

Efterskrift.

40 år senere får jeg en Messenger besked fra Birgitte-Ann og en fødselsdagshilsen. Jeg takker selvfølgelig mange x og skriver lidt om mit besøg hos dem i Andorra.
Jeg får svar tilbage om, at hun aldrig har boet i Andorra og at jeg aldrig har besøgt hende… Så løber det ligesom ud i sandet. Hun var så overbevisende i sin argumentation, at jeg pludselig tvivlede på om det var noget jeg havde drømt…

Nogle år senere skriver Peter Vistoft, hende mand, om ikke jeg har nogle barndomsbilleder af Birgitte-Ann for hun er ramt virkelig hårdt af demens og husker ikke noget mere, så de vil prøve med den tidlige barndom…

Jeg sendte et billede, men har aldrig hørt noget tilbage..

Kategorier

Kategorier

“Sæt ild til en ildsjæl
med information og tillid.”

– Peter Ib Hansen

Send en kommentar

0 kommentarer

Flere nyheder

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

Event Konsulent

MODTAG NYHEDER

DanishEnglishGermanGreekItalianPortugueseSpanish
error: Content is protected !!